Når du har en god buddy – og når du ikke har

Elisa havde fulgt Elias. Ja, det var vel et kald fra Herren, at han var sammen med den ældre profet. En velsignelse at være to om tingene.

Og jeg kan mærke parallelvelsignelserne i mit eget liv: Glæden over at have en god buddy! Godt at kunne bede sammen, sparre om tingene, le og græde.

Men én dag kom tidspunktet, hvor Elisa ikke havde Elias længere. For Elias blev taget til himlen.

Elisa “gik tilbage og stillede sig ved Jordans bred” (2 Kong 2,13) – nu alene. Og alene gik han gennem vandet – med Herren. Alene mødte han profeterne i Jeriko (vers 15), som han nu skulle arbejde med uden Elias. Og alene mødte han hån fra byens drenge i Betel (vers 23).

Men i alle situationer var Herren tydeligt med ham. Gud åbnede vandet i Jordan, så Elisa kunne gå igennem. Profeterne kunne bevidne, at “Elias’ ånd er kommet over Elisa!” (vers 15), og Gud tog sig af drengene, der hånede.

Jeg får noget stort med mig af historien: At så længe jeg har en buddy, så er det en velsignelse fra Gud, som jeg bare skal nyde. Og den dag jeg ikke har min buddy længere, så vil Gud selv være hos mig.

Gud vil altid sørge for, at møde vores hjerte med mæthed – han sender et menneske – og han kommer selv.

“Gud Herren sagde: ‘Det er ikke godt, at mennesket er alene’ “ (1 Mos 2,18) – og Gud ved til enhver tid i ethvert liv, hvordan han skal møde dette behov i os.