Giv mig dig!
Jeg kommer ned i stuen, knæler ned og beder: Giv mig dig selv, Jesus. Åbenbar dig for mig. Jeg ønsker bare dig!
“Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre”, “og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham”, “for at jeg kan kende ham og hans opstandelseskraft” (Fil 3,8.10).
Stort. Men – hvad er det, du skriver, Paulus? … Ja, for Paulus skriver også, at “på grund af ham har jeg tabt det alt sammen” og han omtaler “lidelsesfællesskabet med ham” – det lyder ikke rart!
Der, i min stue i min morgenandagt – da oplever jeg bare glæden ved at få Kristus! At det største handler ikke om at få noget af ham, men at få ham selv… Og ja, samtidig følger alt det andet med… og han giver mig langt ud over, hvad jeg kan bede om eller forstå (Matt 6,33; Ef 3,20).
Men Paulus havde også oplevet lidelsen. Og lidelse fordi han havde valgt Kristus. … Det gør indtryk, at Paulus også i den situation flyder over af glæde – og at Kristus bare er det største for ham! Det med at have Kristus med – det er bare trykprøvet – Paulus sad i fængsel, da han skrev Filipperbrevet (Fil 1,14).
Giv mig dig, Jesus – jeg ved, at du bærer mig i alle livets situationer! Jeg ved, at intet er for stort for dig. Jeg ved, at din glæde kan fylde mig under alle forhold.
