Jeg tænker, hvilen trænger ind…

Det blev mit take-away den dag i kirken. En anden henledte min opmærksomhed på ordet – som jeg ikke lige selv havde lagt mærke til:

“Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige, for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer” (1 Pet 4,14).

Når Gud er mig nær, så hviler hans ånd over mig. Når jeg må stå på mål for noget sammen med ham, så hviler hans ånd over mig. Når jeg tager valg på ud fra mit ståsted i ham, så hviler hans ånd over mig. Når andre ringeagter eller skubber til mig, hans datter, så hviler hans ånd over mig. … Der kan være mange mere eller direkte måder at blive “hånet” på… og Gud slipper mig aldrig! Altid er han mig nær – med sin hvile over mig – ind i min storm.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på, at jeg tror, at hvilen trænger ind. Når Guds ånd hviler over mig – så finder mit sind også hvile… og min krop finder hvile… Mine følelser lander i hvile hos ham…

Hvilken velsignelse! Hvilken fred! Hvilken jublende glæde!

Endnu en gang – sat fri!