Alene – uden at være alene

Det lyder kryptisk… det indeholder noget stort…

For os alle er der stedet, hvor vi kun kan gå alene… Stedet, hvor vi står med beslutningerne, som vi ikke kan vige udenom, og ingen andre kan tage for os… Stedet, hvor vores følelser mærker… og ingen andre kan mærke det…

Stedet, hvor vi møder de største spørgsmål i livet. Gud? Evighed? Død?

Fra tid til anden kan der været noget så voldsomt det sted, at vi viger udenom… ikke magter, vover, tør…

Ja, selv det at være alene, uden at møde det store, kan til tider være svært…

Jeg ved, at Gud er det sted. Måske kalder han os tilmed derhen? Måske er det også et sted, hvor han sætter os fri… fra frygten…

Jesus sagde:

“Han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene” (Joh 8,29).

“Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig” (Joh 16,32). Alligevel mødte Jesus et mørke så stort på korset, at han sagde dette: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46).

Følelsesmæssigt kan vi opleve forladthed… Men sandheden er, at Gud aldrig lader os alene! Og at han gerne vil møde os der, hvor vi står helt alene… for at hjælpe os lige der… for at sætte os fri fra ‘nødvendigheden af’ at støtte os til alt muligt andet.

Du er aldrig alene! Han er dig nær!