Vand i ørkenen – hjælp i det menneskeforladte

Du længes… efter at noget med nogen var anderledes… Hvorfor er du havnet i sådan en, ja, frugtesløs situation…? Og du mindes uvilkårligt andre lignende situationer… Mennesker som svigtede… Situationer, hvor du håbede, at de ville løse noget… Men nej…

Græder du? Skælder du ud? Bebrejder du dig selv, at du altid finder sammen med “de forkerte”?

Skælder du også bebrejdende ud på Gud? Eller siger du tak til Gud?

Det sidste virker da absurd… Israelitterne “gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert” (2 Mos 15,22-23). Er det måske ikke nærmest sådan det føles… som at være ene med det hele i en ørken. Og når der så endelig er nogle mennesker, der burde hjælpe – så svigter de. Bittert!

Ikke noget at sige til, at “folket gav ondt af sig mod Moses og spurgte: ‘Hvad skal vi drikke?’ “ (vers 24).

Det mærkelige er, at i den bibelske historie, var det Gud, der ledte… Endda flere gange til steder uden vand?!? Og hver gang gav Gud dem vand… efter, at de havde brokket sig… Hvad nu, hvis de havde sagt tak fra start…

… mon du i grunden kan finde noget at sige tak for… lige nu…?

Forsigtigt… famlende… Kære Jesus, mener du virkelig, at jeg skal sige tak for det her rod? For at jeg er helt alene med ansvaret i denne her ørken…? For at mine relationer er så bitre…? …. stilhed …. Mener du det? … stilhed… Hvad kan jeg i grunden takke for? … stilhed … OK, Jesus, du gav dem jo vand… Vil du også lige her fylde mine inderste behov… uafhængigt af mennesker så… Tak, at du vil fylde mine inderste behov – selv… Ja, du vil selv gøre det, faktisk… Er du mon ved at sætte mig fri til noget større? Fri af at lade mig bøje ned af andre mennesker… Fri af at lade omstændighederne fælde mig… Fri til at prise dig uanset… Fri til at være glad – uanset… Det er godt nok vildt… næsten for vildt… Men Jesus, tak, at du hører mit skrig – og min tak! Ja, tak, faktisk, at du aldrig går væk, men er her lige nu… Tak, fordi du lader mig blomstre – selv lige nu…

“Herren viste ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk…” (vers 26).

“Så kom de til Elim. Dér var tolv kilder og halvfjerds palmer. De slog lejr dér ved vandet.” (vers 27)