Hvorfor leder du sådan, Gud?

OK, de ti plager og udgangen af Egypten. Forunderligt! Guds ledelse er fantastisk. Han er så overlegen – og efterhånden får israelitterne også tillid til ham – i al fald, så de går med ud af Egypten.

Men så kommer spørgsmålene: Gud, hvorfor ledte du dem til Det Røde Hav – med havet foran dem, bjerge til siderne og egypterne bag. En totalt fysisk fælde. (2 Mos 14)? Og hvorfor lod du dem gå “tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand” (2 Mos 15,22)? Og hvorfor ledte du dem så til vandet ved Mara, som var bittert (vers 22)? Og hvorfor stod de igen i Refidim, og havde ikke noget vand (2 Mos 17,1)? Gud, hvorfor ledte du dem sådan?

Ja, Gud, jeg kender historien – du åbnede havet, og de gik igennem det. Du viste Moses et stykke træ, han kunne kaste i vandet, så det blev frisk. Og du bad Moses slå på klippen – og vildt – så kom der vand ud af klippen…

… Og her stopper mine spørgsmål på en måde… For svarene er så store og vilde, at jeg ikke ville være dem foruden… Så at spørge Gud, hvorfor han ikke ledte dem uden om problemerne, eller kom med løsningerne på problemerne på forhånd, eller gav dem en plan på forhånd så de kunne være trygge – falmer ligesom… I virkeligheden kunne de jo være trygge, hvis de havde set på, hvad Gud allerede havde gjort for dem…

… Men jeg kender også israelitternes reaktioner: Brok hver eneste gang! Højlydt gråd og krav, anklager og opgivelse… De henviste ikke til fortiden med bønnen: Gud, du som har ledt os hertil, tak, vi ved, at denne situation også er i dine hænder. Tak, at du allerede har en løsning på det, som ser umuligt ud. Vi glæder os så meget til at se, hvad du vil gøre. Og vi lægger vores behov i dine hænder – med tak og pris til dig!

Og her rammer “hele pakken” mit liv så stærkt… Gud, hjælp mig altid til at være i den sidste bøn!