Få hele smagsoplevelsen – gør det langsomt
Jeg så på paranødden. Tog den. Tænkte over, hvordan paranødder smager. Jeg elsker paranødder – og nu med nødden i min mund, så spiste jeg den langsomt og med fuld opmærksomhed på smagen. Mmmm. Godt.
Det var morgen, og jeg var ved at gøre min morgenmad klar. Havregryn, rugpuder, pære, banan, ingefær, cashewnødder, valnødder, pekannødder – mange smage… mange konsistenser…
Og som jeg stod der, kom jeg til at tænke på verset: “Smag og se, at Herren er god” (Sl 34,9).
Ja… kom med forventning… Tænk på, hvor meget skønt, du tidligere har fået og oplevet med ham… Tænk på, hvor meget han elsker dig og ønsker at være sammen med dig…
Nyd hans ord… historien om ham… løfterne han giver dig… langsomt og med fuld opmærksomhed på livet i ordet! Nyd at være sammen med ham! Også hos ham er der mange smage og konsistenser… Noget til ethvert øjeblik i livet.
Og så tilbage til maden: Jeg takker ham for den rigdom af sanseindtryk, han giver mig! Også igennem min mad kan jeg smage, hvor god han er!