Lyt ikke til din kone…

Nej, nej, nej… det mener jeg selvfølgelig ikke! Men, når det er sagt – så til den alvorlige side af sagen.

Om Adam står der: “Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste” (1 Mos 3,6) – han lyttede til det, hun sagde – og gjorde det. Det var fatalt!

Og om Abraham står der: “Og Abram gjorde, som Saraj sagde” (1 Mos 16,2) – og det var, at han fik Ismael med Hagar, nu hvor ham og Sara ingen børn fik. Heller ikke nogen god idé! Ikke Guds plan.

Da Gud senere satte Abraham på prøve, hvor han skulle tage Isak med til Morija-landet for at ofre ham – så ser det ikke ud til, at han først rådførte sig med Sara (1 Mos 22,1-3). Måske han havde lært det.

Lært det, som vi alle sammen må lære… hvor smertefuldt og ensomt det end må føles: Når det drejer sig om livets største beslutninger, så går vi menneskeligt set alene. Når det drejer sig om de store valg, så er det Gud, vi skal lytte til – ikke mennesker. Hverken mænd eller koner, forældre eller børn…

Og må Gud bare give os nåde til at kende forskellen… Og det tror jeg, at han gør. Det sker lige så stille på den måde, at når vi hver dag bruger tid sammen med Gud – alene – så lærer vi hans stemme at kende… Og så bliver vi også i stand til at skelne og vide, når vores nærmestes råd ikke er i sync med Guds vilje for os…

Ikke nemt… nej… men også i de situationer er Guds nåde rigelig!