Sådan sættes du fri
Han var allerede blevet helbredt. Den spedalske mand. Jesus havde rørt ham, og Jesus havde sagt: “Jeg vil, bliv ren!” (Luk 5,13). Og sådan var det sket. Lige med det samme.
Men Jesus stoppede ikke der. Jesus gav ham – og os – mere. Jesus sagde “Gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring et offer for din renselse, sådan som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem” (vers 14).
Et offer for renselsen – så det offentligt kunne blive erkendt, at han var ren. Offeret finder vi beskrevet i 3 Mosebog 14,1-7. Der skulle bruges to levende fugle. Den ene blev slagtet over et lerkar med kildevand. Herefter blev den levende fugl dyppet i blodet fra den slagtede fugl, og blodet blev stænket syv gange på ham, der skulle erklæres ren for spedalskhed.
“Herefter skal han erklære ham ren, og så skal han lade den levende fugl flyve ud i det fri” (vers 7).
Jeg ser symbolikken: Han blev fri som fuglen!
Når blodet fra Jesus stænkes på os – så erklæres vi også rene – og bliver frie! Det, Jesus har gjort, gør os frie! Det er hans fortjeneste alene.
Guds vidunderlige gave til dig! Du er fri! På grund af det, som han har gjort for dig! … Kom… tag imod!