Forholdet mellem Gud og menneske
Gud. Han er så nær. Det er så ligetil med ham. For jeg ved og mærker, at han elsker mig uendelig højt.
Jesus kom her ned, og han viste i alt, hvad han gjorde, hvad Guds kærlighed er og rummer – hvordan den ser ud i virkeligheden. Og han døde på et kors for mig… noget, der totalt overgår min forstand… En enorm kærlighed at ville gøre det for en anden – og det endda en anden, som har svigtet og gjort oprør så mange gange…
Men så er der også GUD! Universets Skaber og Herre. Den øverste af alle – over alle konger og dronninger og præsidenter nogensinde… Det overgår totalt min forstand, at jeg kan have kontakt med ham. Og egentlig mærker jeg det ikke rigtig… fordi det er hans nærhed og kærlighed, jeg mærker.
Alligevel stoppede jeg op ved tanken, da jeg i går var indenom verset: “Derfor, mine kære, I som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse” (Fil 2,12).
Ordene er sagt lige efter en passage om Jesus, der ydmygede sig “gav afkald… tog en tjeners skikkelse… lydig indtil døden, ja, døden på et kors” og “derfor har Gud højt ophøjet ham… for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig” (fra vers 6-10).
Og nu mærker jeg mødet med noget meget stort! Så stort at jeg slet ikke griber det. Men jeg fornemmer, at jeg kan røre responsen i teksten: “frygt og bæven”… Ikke fordi at det er noget, jeg skal magte selv, eller fordi jeg på nogen måde er bange for Gud – “For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” (vers 13), og “han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (Fil 1,6). Men fordi, jeg møder GUD – så stor og fantastisk – ham, som åbner sådan en fantastisk evighed sammen med ham op for mig, ham, som elsker mig så ufattelig højt…
Da mærker jeg et øjeblikkets “alvor” – jeg gribes af ham – og mærker en varm bølge af ydmyghed skylle igennem mig… en ærefrygt for at være en del af noget så stort… Med ønsket om, at jeg altid må se det, altid se ham som så fantastisk, ja, jeg ønsker mig bare mere af ham…