Hvem du er – betyder ingenting
Måske glædes du over overskriften: Endelig kan du slippe af med alt det lort, som hænger ved dig fra fortiden. Måske foruroliger overskriften dig lidt: Ingenting? Du, som har sat så mange aftryk, der har gjort forskel – betyder det virkelig ingenting? Måske mærker du lidt af begge dele…
Ordene:
“Det er lige meget om man
er jøde eller ikkejøde,
omskåret eller ikke omskåret,
om man er uciviliseret,
udlænding,
slave
eller fri.
Det eneste der tæller, er at Kristus bliver forenet med os” (Kol 3,11).
Det betyder ikke, at alt, hvad vi gør eller ikke gør, er ligegyldigt – på ingen måde – og lad os stoppe op ved den tanke i morgen. Men lad os i dag finde velsignelsen i erkendelsen: Det eneste, der virkelig betyder noget, det er, at vi er koblet med Kristus.
Frelsen kan ikke fortjenes… og når man tager imod ham, mærker man det også indeni: Det her, det er meget større end mig! Den forvandling som modtages fra ham, kan intet menneske gøre selv.
Det er den største frihed overhovedet, at han frelser! Tænk, at give slip på at have sig selv som centrum og få givet at leve for noget, der er større!
Lige nu – i dag – vil jeg leve forenet med Kristus! Og det vigtigste for i dag er på plads – ja, det eneste, der tæller, er hermed lykkedes!
(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)