Gud ser! Og jeg ser hans nåde!

To beretninger. Om den samme mand. Den ene beskriver et stort fejltrin. Den anden en stor overgivelse.

Begge beretninger fortæller om mennesker, der erkender og oplever, at Gud ser! Både Hagar og Abraham møder Guds nåde.

Hagar bar Abrahams barn – men det var ikke Guds lovede søn. Hagar håner Sara. Hagar bliver sendt bort. Der, ude i intet, møder denne egyptiske trælkvinde den Gud – som hun måske ikke engang kender – og han lover hende, at barnet Ismael vil blive velsignet. Og “Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende: ‘Du er Gud, der ser’. For hun tænkte, ‘Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?’ “ (1 Mos 16,13).

Abraham gik med Isak, sønnen som Gud havde givet ham og Sara. For at ofre ham. For det havde Gud bedt om. Men en engel blev sendt for at stoppe ham – og en vædder blev sendt i stedet for hans elskede søn, Isak. Og “Abraham gav dette sted navnet: ‘Herren ser’. I dag kaldes det: ‘Bjerget, hvor Herren viser sig.’ “ (1 Mos 22,14).

I deres livs måske mest kritiske øjeblik oplevede de to, Hagar og Abraham, det samme: Gud så! Og Gud velsignede dem, han så. Den ene var en del af noget, som Gud aldrig havde tænkt. Den anden var en del af opfyldelsen af Guds største løfter i denne verden. Gud så dem begge – og velsignede.

Det fortæller mig en meget stor historie om nåde! Om en Gud, som rækker ud til alle – uanset deres omstændigheder. Uanset om de kender ham eller ikke… Gud ser – og Gud velsigner!

Gud! overgår alt hvad jeg kan tænke… Men jeg oplever, at han elsker mig… Og jo mere jeg ser – jo mere elsker jeg ham!