Guds nåde i vores mørke
Nej, umiddelbart ønsker vi ikke mørket i vores liv, endnu mindre synes vi, at vi har brug for det.
Men så læste jeg om spiring af frø, at et frø har brug for mørket for at danne stærke rødder. De rødder der dannes i lyset, kommer hurtigt, men de har ikke den samme modstandskraft og knækker, når de sættes i jorden. Omvendt giver jordens mørke mulighed for, at der skabes stærke forgreninger, hvilket gør rødderne stærke. Mørket er rammen for stærkere vækst!
Guds nåde, tænker jeg.
Guds nåde i en verden som er mørk på en måde, som Gud aldrig havde tænkt. Vi oplever smerte, som det ikke var Guds oprindelige plan, at vi nogensinde skulle gå igennem. Men hans nåde er bare større!
Hans nåde gør, at det, der kunne bøje os ned, i stedet bliver et vækstmedium, som vi rejser os fra med endnu større dybde og skønhed…
“Min nåde er dig nok” siger han (2 Kor 12,9). Og skridt for skridt erfarer vi, at “når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (vers 10). Vi får gaven til at hvile i ham – og der kan intet mørke ramme os. Kun gøre os stærkere.
Også i dit mørke er du i hans hænder – og hans nåde er dig nok!