I et øjeblik med liv – som overgår mødet med døden

Ja, det opleves så stærkt, når det sker…

Vi var på videochat med hinanden. Det var så nært og så varmt, så fuldt af Gud. Ja, for vi delte alle mulige erfaringer med Gud. Kraftfulde og kærlige. Vi var fulde af tak og pris. Glæden syntes så stor og uovervindelig. Taknemmeligheden så stor. HAN er en, som klarer ALT. Det vidste vi.

Og så ringer telefonen… et budskab om en, der har fået konstateret en alvorlig sygdom… dødens indgreb i livet…

Men livet forsvandt ikke. Gud var der med sit ord: “Frygt ikke, tro kun!” (Mark 5,36). Og ja, hele situationen føltes som Guds stærke tale: Her er jeg med alt mit liv! Her ser I alt det, jeg har gjort! Her er alle historierne om mig i jeres liv! … Husk det, i øjeblikket hvor døden overvælder… jeg er ikke væk…

“Frygt ikke, tro kun!” Gud gør noget til frelse! Gud er stadig god! Guds vej er stadig forunderlig.

Og vi beder for den, som er ramt af døden:
“Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.”
(Sl 23,4)

Vi erkender, at der er brug for en mørk himmel for at se stjernerne… Gud, vi stoler på dig! Brug dette til at åbenbare den største af alle stjerner! Jesus-stjernen! Vis at du har besejret den onde ved at skabe liv i mørket… Dit liv! Livet til frelse! Også om det berøres af døden i denne verden…

Se i salme 23 en gang mere… fra at være en “han”, som ledte i vers 1-2, blev han den “du”, som er helt tæt på i mødet med mørkets dal i vers 3. På mirakuløs vis leder han til frelse!