Sammen med ham – tiøren blev fundet

Jeg sad der i sofaen med armene rundt om mine ben. Lyttende. Vi delte troen. Han havde åbnet for mindernes skatkammer. Historier om Gud.

Langt tilbage. Den gang han var dreng, og en tiøre var noget værd. Syv år gammel var han. Ham og hans lillebror havde fået lirket et par tiører ud af en sparebøsse med en kniv. Derefter legede de med dem. Derude. Og det gik, som det nogle gange går – en blev tabt – og ikke fundet.

Det var ikke en historie at fortælle mor… Men mønten måtte findes… Og de små gik til gamle bedstemor. Og jo, hun ville gerne hjælpe. Hun gik ind på sit værelse for at gøre sig klar. Det tog lang tid. Børn, der venter, venter måske altid længe… Men så kom den gamle med en jakke på, støttende sig til sin stok.

De gik ud. “Hvor tabte I den?” spurgte hun. “Der i stenene, i det område,” svarede drengene, imens de pegede.

Bedstemor kigger og peger med det samme med stokken: “Der er den.” Men drengene kunne ikke se den. Hun peger igen. Skubber til nogle sten. Ganske rigtigt – der ligger den skinnende tiøre. “Bedstemor, hvordan vidste du, at den lå der?” spørger den seksårige lillebror.

Og jo… den gamle kunne fortælle, at hun havde knælet ned ved sengen, før hun gik med drengene ud, og bedt Jesus om at vise hende, hvor tiøren var.

Halleluja! Det er, som om mit hjerte smiler. Jeg tænker på Ham… “Han, som alene gør store undere, hans trofasthed varer til evig tid” (Sl 136,4). Han som bryder sig om de små og de hjælpeløse. Han som gik hånd i hånd med denne troende kvinde. Ja, “bed, så skal der gives der” (Matt 7,7), står der, men i mit hjerte ved jeg, at det er meget større end det – hun kendte ham! De var sammen om livet!