Tiden flyver – men øjeblikket er langt

I grunden er overskriften noget frygteligt vrøvl – og så alligevel…

Ja, som du nok har gættet: jeg tænkte over det med tiden. Og ja, helt ærlig, jeg synes, at årene flyver. Det er lige pludselig længe siden, at jeg blev student… for ikke at tale om da jeg var barn…

Så – jeg har helt klart denne bevidsthed: Livet er kort. Det er vigtigt at bruge tid på det, der virkelig er vigtigt….

Men… pyha, det er jo ikke værd at blive forpustet over… Jeg nægter, at være så fyldt af livets korthed, at det bliver en egen stressfaktor… Og så var det, at jeg stoppede op ved øjeblikket, sekunderne, det enkelte nu – som jo i virkeligheden kan føles rummeligt og langt. En eller anden følelse af at være tilstede og mærke den enkelte oplevelse fuldt ud – i stedet for at lade tankerne ræse til det, der var eller det, der kommer…

Måske lidt som Maria… Maria, der bare var i et forunderligt nu med Jesus: “Hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord” – og Jesus sagde: “Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende” (Luk 10,39.42).

Og måske er min oversættelse af det helt enkel: Jeg vil lytte til Herren og være til stede i det, jeg gør… Og lige der, vil han ikke tage glæden fra mig! Tvært imod – så velsigner han igen og igen og igen… mere og mere og mere – og det vil jeg opdage!

… Så tænker jeg, at mine øjeblikke er fyldige af liv, mening og glæde – og sikke en samling at stå med, når tiden er fløjet…