Min dag tager afsæt i hans trofasthed

Det var morgen. Sangen kørte i mit hoved:

Stor er din trofasthed, Gud, du min Fader!
Ja, det er jo sådan, jeg vil møde denne dag – jeg kommer op og er med det samme favnet af hans trofasthed!

Ingen forandring skal skygge min sti;
du er den samme, din kærlighed evig,
den, som du var, så vil altid du bli’!
Ja, for Gud forandrer sig ikke: Hver dag elsker han mig uendelig højt! Intet i mit liv vil ændrer på, hvor meget han elsker mig – og på hans trofasthed overfor mig.

Frelse fra synd og en fred uden lige,
din trøst og nærhed når ængstet jeg be’r,
styrke for dagen og håb for i morgen,
dette er mit , og ufattelig mer!
Hvad er skønnere, end når min ængstelse erstattes af hans fred! Hvad er bedre end at have styrke nok til det, jeg møder! Hvad er mere glædesfyldt end at håbe på det gode i morgen. Og så giver han mig bare ufattelig meget mere.

Stor er din trofasthed, stor er din trofasthed,
nåde og miskundhed strømmer fra dig!
Alt mit behov har du rigelig stillet!
Stor er din trofasthed, Herre, mod mig!
Intet mindre: Alle mine behov møder han! Han, som er trofast, tager sig af alt mit… Han elsker mig!

“Han, som alene gør store undere, hans trofasthed varer til evig tid” (Sl 136,4).