Jeg lever i noget fuldendt
Wau! At noget er fuldendt – det lyder helt ufattelig godt. Og – det var det: “Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt” (1 Mos 2,1).
Og det er rammen og afsættet for mit liv! En fuldendt verden. Intet mangler. Alt er i orden. Alle sanser mættes. Ingen glæde mangler. Wau…
Nå… vi ved godt, at det holdt ikke ret længe! Og – det er ikke den verden, som vi ser omkring os… Men midt i denne verden, så gjorde Gud det igen! Under langt sværere omstændigheder, med langt større pres, forbundet med uendelig meget smerte for Gud selv, adskillelse og svigt – men Gud gjorde det igen!
Gud leverede det fuldendte: “Det er fuldbragt” (Joh 19,30), sagde Jesus og døde, hængende på et kors.
Og også det er rammen og afsættet for mit liv! En fuldendt frelse. Intet mangler. Alt er i orden, så jeg kan komme med til himlen en dag. Intet mangler for at jeg kan leve i evig glæde sammen med HAM!
Gode skønne Gud… så elsket er jeg – alt fra Guds hånd til mig er fuldendt… Åh ja, i denne verden ser det ikke altid sådan ud – men med troens øje, så ser jeg det allerede nu! Og fordi han åbenbarer sig, så kender jeg ham allerede nu og ved, at han elsker mig uendelig højt, og han evner langt ud over, hvad jeg forstår, at fuldende og udføre alt, hvad han lover!