Liv – op af den mørke, kolde jord…

Ja, nu har vi endnu en gang set vintergækker, erantis og krokus, anemoner og påskeliljer… og de kommer alle op af den mørke, kolde jord… Smukke og livfulde – mere end jorden kunne give løfter om…

Sådan oplever vi forårets mirakel igen. Ja, livets mirakel. Vinterens mørke og død mistede endnu engang sit greb…

Og nu er det påskelørdag. Den sabbat hvor Jesus lå død i graven. En del af guddommen var død! Vildt.

Jesus havde sagt det på forhånd. Også til disciplene – her i den billedlige form: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12,24).

Og det er den historie, som foråret fortæller! At der kommer liv af død. Vildt. For det rimer slet ikke. Og alligevel er det som om, at det er det, vi ser, år efter år.

Og midt i forårets historie hører vi evighedens historie. Om Jesus – som nok lå død i graven – men han stod op! En død blev levende! Og heri ser vi løftet levendegjort – enhver, som tager imod Jesus, kan en dag få livet – for evigt… også om vi her dør og bliver lagt i den mørke, kolde jord… så er det kun for en tid – så står vi op til vores livs forår!

Så i dag – hvor han ligger død i graven – fortvivl ikke – for i morgen står han op af den!