De kom – og han helbredte dem
Så enkelt og vidunderligt er historien fortalt: “Og blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem” (Matt 21,14).
Ja, og jeg tager ordene ind i mit hjerte – det er mig, der kommer til Jesus. Jeg er den blinde, som ikke ser vejen foran mig. Jeg kan ikke skelne, endnu mindre vælge… Jeg er den lamme, der ikke magter at gå skridtene. Jeg har ikke det, der skal til, for at få det til.
Og lige der – når jeg kommer – uden at kunne se min vej, uden at have styrke til at gå skridtene – der rører Jesus mig! Og han helbreder mig!
Han giver mig at se… Ja, ikke bare at se – men virkeligt at se! At se med troens øje. At se med forstandens øje. At se med kærlighedens øje. At se – som han ser. Måske til tider kun et skridt ad gangen… men jeg skal jo heller ikke gå mere end et skridt ad gangen…
Og han giver mig styrken til at gå. Pludselig føles det ikke umuligt og tungt. Pludselig kan jeg. Ja, og pludselig mærker jeg glæden ved at gå.
Kom til Jesus – med alt det, der bor i dig. Alle dine udfordringer, alt det du bekymrer dig over. Alle dine drømme om noget mere. Alt det som nok er flot, men som også har en side af noget tomt. Kom med det hele. Lad Jesus røre og helbrede dig!