Ikke modløse med en skat i lerkar

Hvem ønsker sig at være et simpelt lerkar, hvis man nu kunne være et funklende kar af guld og ædelstene? Eller sagt på en anden måde – hvem ønsker ikke at være den, der lykkes, der stråler af fryd, der kendes for en masse godt? Og hvem oplever ikke, at det kradser inde i en, når man ikke lykkes?

Måske kæmpede Paulus også med dette – i al fald skriver han om det: “Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, vi har fået…” – og den tjeneste kom virkelig ud i smertens hjørner: “I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde” (2 Kor 4.1.8-9).

Det var da en hel del, som nok kunne gøre modløs! Men efter alle de voldsomme ting kommer et men – men’et, der fortæller, at Gud er der! Gud, som sætter dem fri, Gud, som løfter deres sind over det fortvivlede, Gud, der aldrig lader dem i stikken, Gud, som bevarer dem fra at gå til grunde.

Guds magt. “Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (2 Kor 4,7). Pointen er netop, at mennesker skal se Gud – ikke os. Mennesker skal selv kobles til en fantastisk Gud – ikke blot stå i beundring af et menneske…

Pointen er ikke, at Gud gør os så skinnende, at mennesker ikke ser lyset fra ham… Pointen er netop, at vi – som simple lerkar – er forbundet med og bærer en så overvældende kraft – at folk ikke er i tvivl: Dette er ikke bare et fantastisk menneskes værk – dette er Gud!