Ni musvåger – også et vidne om Gud
Oppe over de høje træer hang de – musvågerne. Der var to ligesom før træerne, fem over de høje træer og efter træerne yderligere to musvåger. Ni ialt. Imponerende. Udbredte vinger så jeg tydeligt kunne se tegningerne. Smukt.
Jeg har aldrig før set så mange på én gang. Jeg jubler for Gud af taknemmelighed – det, han har skabt, er så vidunderligt. Det fortæller mig om ham, Skaberen. Når jeg betragter og ser, så er det, som om jeg mærker hans glæde… både over at skabe, og over at glæde mig igennem det, han har skabt. Kærlighed. Han elsker mig!
Gud åbenbarede sig for Job – her står ikke noget om musvåger, men om andre fugle. Og jeg har lyst at dele noget af det med dig.
“Hvem har forsynet ibisfuglen med visdom,
eller hvem har givet hanen indsigt” (Job 38,36).
“Hvem skaffer ravnen dens føde,
når dens unger skriger til Gud
og flakser omkring uden at finde føde?” (Job 38,41).
“Strudsens vinge vækker morskab,
den har ikke svingfjer som stork og falk“ (Job 39,13).
Er det din indsigt, der får høgen
til at svinge sig i vejret,
spile vingerne ud og flyve mod syd?
Er det på din befaling,
at gribben flyver højt
og bygger sin rede højt oppe?” (Job 39,26-27).
Og jeg vil bare tilføje – kig på alt det derude – og lad det fortælle dig om en fantastisk Gud!