Har du et livsvidne?

Jeg kunne høre hans smerte igennem telefonen… Han havde mistet et menneske, ja ikke bare “et” menneske – men det menneske, som var hans sidste livsvidne. En, der havde været der altid, kendt ham altid. En, han havde kunne dele så meget med. Nu var det slut. Det gjorde knusende ondt.

Smerten. Og også glæden. Ja, for jeg oplever også glæden over veninden, som kom ind i mit liv i børnehaveklassen – som jeg stadig har kontakt med. Og jeg er velsignet ved stadig at have en forælder og onkler og tanter, som elsker mig ubetinget, og som altid har været der. Ja, det er skønt at få nye venner og bekendtskaber – men det også så stort med dem, man har en historie sammen med – og der har man jo kun dem, man har.

Jeg stoppede op. Ved tankerne om livsvidner. Glæden ved at have dem. Smerten over at miste dem.

Suk… og lige midt i mit suk, så gør det så stor forskel for mig at løfte blikket op til min far i himlen. Han er mit allerstørste livsvidne… og nej, jeg mener det ikke bare som et floskel-ord – men helt ind i min virkelighed. Han har jo været her altid. Kender alle ting i mit liv. Elsker mig ubetinget. Og fra jeg var ganske lille, har jeg pludret med ham om småt og stort.

Han er der også for dig. Som et livsvidne. Virkelig. Med kærlighedens stærkeste blik.

Jeg vil dele nogle ord fra Salme 139 af David, som jeg har holdt enormt af, siden jeg var teenager. Lad dem lægge sig blødt og varmt om dit sind:

“Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.”
(Vers 1-3)

Du, hans elskede – han er dit livsvidne. Han har været og er med dig på hele vejen, altid. Læs evt. lidt mere i Salme 139 – og streg hans kærlige ord til dig under i en fysisk bibel. Mærk dem som hans ord til dig, personligt.