En uge er gået – og jeg jubler!

Ja, for jeg sidder her lige så stille og ser på ugen… Herrens hånd var om mig… igen og igen… Han har været mig nær… dag efter dag…

Det lægger sig ligesom en varme om min sind. Jeg er favnet af ham. Hans fred fylder mig. Jeg hviler i, at han elsker mig… Lige så stille mærker jeg glæden, som fylder alt i mig…

En kvinde ringede… ved et “uheld”… som var Herrens hånd i det… for hun trængte det, sagde hun… Jeg mærkede visdom fra ham i løsningen af mine arbejdsopgaver… En veninde ringede, som en gave fra Gud til mig – det blev som invitation fra ham til blot at overgive mig til hans (igen)… En kvinde og jeg blev velsignet i at dele… Gud gav mig en prædiken, som jeg lyttede til på en gåtur – om hans store gerninger igennem svage mennesker… Og jeg kunne fortsætte… mange små ting – og det er faktisk en stor ting.

Nogle af tingene fastholder jeg ved stikord i et hæfte… en lille guldsamling: Gud er her! Han ser. Han svarer. Han er aktiv.

Alt i alt oplever jeg disse ord i virkeligheden: “Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det” (Matt 6,8). Ja, for det svære blev ikke så svært, at jeg ikke kunne være i det. Glæden i det glade var så fyldig og skøn.

Og Gud – han er den samme… Han elsker dig. Han ser dig. Han er her. Må hans varme lægge sig lige så stille om dit sind… lige nu!