Gud, giv os at elske af hjertet
Jesus forstod virkelig, hvad det handler om – lige ind i hjertes center… Ja, for hvem får ikke kvalme, hvis man møder en pæn facade og mærker selvretfærdigheden over at “være god” – og så samtidig hører grim tale mellem brødre? Eller ham, der leder i kirken, men snyder i samfundet? Eller hende, der beder og synger så ydmygt, men ikke tager sig tid til sine børn?
Vi kalder det hykleri (berettiget eller uberettiget). Jesus kender hjerterne. Og derfor går han lige ind i hjertes center – og han fortæller, hvad hans bud virkelig betyder – for hjertets indstilling.
Han siger ligesom: Ja, jeg satte en lov op, at du selvfølgelig ikke må slå en anden ihjel… “men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder”… Du må ikke slå en anden ihjel med din ringeagt eller manglende omsorg… (Matt 5,21-22).
Og han siger: Ja, ” ‘du må ikke bryde et ægteskab.’ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte” (vers 27-28).
Og vi mærker i hjerterne, at det giver så god mening! Vi mærker, at Jesus lærer os, hvad det vil sige at elske… At elske – det kommer nemlig fra hjertet – og man kan godt mærke, om man varmes ved en andens hjerte eller ikke!
Gud, giv os at elske som du! Ikke for at se “gode ud”, ikke for ikke at kunne dømmes for noget… men fordi vi virkelig elsker, og af hjertet ønsker en anden det godt!