Hjælp – hvad gør du, hvis mørket omslutter dig?
Man kan jo spørge sig selv, når Jesus sender disciplene ud med ordene: “I er verdens lys” (Matt 5,14) – møder det så et behov hos mennesker, som endnu ikke har mødt Gud?
Er mørke ubehageligt? Kan vi mærke uhyggen ved mørket? Utilpashed over en situation, hvor vores fremtid er indhyllet i mørke? Frygten ved at gå alene hjem i mørket? Desperationen i sindets mørke? Tristheden i vinterens mørke?
Ja… mørke kan være væmmeligt… Og der vel kun en måde at komme af med mørket på: Tænd lyset!
Og det er Jesu’ speciale med mennesker! Jesus er selv verdens lys. Og han gør sine efterfølgere til lys! Han sender dem som lys! Og han siger, at lyset skal sættes op på en stage, så alle kan se det – og med det mener han: “Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (vers 16). Og så forsvinder mørket jo.
Til dig, som er omsluttet af mørke… søg nogen, der kender Gud! Der er lys!
Til dig, som kender Gud – brug dit liv på at gøre godt mod andre! At mærke en kærlig hånd, et smil, få hjælp, mærke ægte interesse, møde en der lytter – eller at få en hjemmebagt bolle – det er lys! Det gør livet lysere! Og igennem dine gode gerninger kan en anden lære Gud at kende… Og Guds nærhed splitter mørket med lys!
Hjælp, hvad gør jeg? Tænd lyset – det er lige her!