Gud fyldte mig med stolthed

“Den dag jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.”
(Sl 138,3)

Jeg ved det: Min allerstørste glæde og jubel oplever jeg i det, som sker sammen med HAM! Og nogle gange stiller jeg spørgemålet – om jeg bliver stolt af mig…

Og der er forskel.

Den værste… og jeg skammer mig over det… er, når jeg kommer til at føle mig bedre end andre… Åh, min kære Jesus, dette må du tage ud af mit hjerte!

Men så er der også fryden over at dele noget, som er så fantastisk. Glæden over at opleve, at et menneske mættes ved noget, jeg deler. Taknemmeligheden over at Gud har givet mig noget at give videre. Den glæde fylder mig som intet andet.

Og min glæde er en gave fra Gud.

Han svarede mig, da jeg råbte! Da jeg råbte om noget, jeg kunne give videre. Om at det, som blev delt måtte være hans – ikke mit. Om at Helligånden måtte oversætte det ind i menneskehjerter. Om Helligåndens livgivende kraft i mit vidnesbyrd. Om at han måtte gøre den forskel, som ville forvandle det fra intet til noget af betydning.

Og Gud svarede på min bøn! Og jeg ved, at al min glæde, stolthed og styrke – kommer fra ham. Uanset at jeg ikke helt kan forklare, hvad ordet “stolthed” dækker over i denne sammenhæng – så er jeg ikke i tvivl – det er HAM – for det var ham, der gav og gjorde det hele! Og tænk så stort – så fik jeg lov at være med!