Gud tager sig af min stolthed
Der var en gang 72 disciple, som kom tilbage til Jesus efter at have været udsendt. De strålede af glæde. De var fulde af fantastiske oplevelser. De havde i den grad oplevet Guds magt, de havde været formidlere af himmelens kraft, mirakler skete ved deres tilstedeværelse.
Wau: “Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn” (Luk 10,17). Hvor var det stort!
Nej, det har jeg ikke prøvet. Men jeg kender alligevel fornemmelsen – jublen over at blive brugt af Gud! Og så er jeg nogle gange i feltet, hvor jeg ikke helt ved, om min glæde bare er over ham… eller om den er over mig…
Jeg siger det til Jesus – og jeg hører hans ord til mig:
Først siger han: “Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer” (vers 18-19). Ja, forbundet med Jesus – fyldt af hans magt – så kan vi møde alt, og vi bliver brugt på en scene, som er større end noget, vi kan forestille os…
Og så fortsætter han: “Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer, men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene” (vers 20). Stå altid med din glæde i det, som jeg har gjort for dig! Find altid din hvile i at det er mig, der gør det.
Ja, dette perspektiv fik Jesus til at juble i Helligånden, og han sagde: “Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje” (21).
Den umyndige – det er mig, barnet. Barnet, som ikke kan selv – og som heller ikke er flov over det – men som bare jubler over alt det, som faderen gør. Ja, og barnet kan fx juble: “se jeg cykler” – selvom far styrer cyklen med et kosteskaft… Og det bliver en fælles jubel over, at barnet “cykler”… det perfekte samarbejde…
Gud viser mig min afhængighed af ham… og så fylder han mig med jubel over alt det, vi kan sammen… og i sand glæde, jublende glæde kigger jeg op på ham: Ja, men Jesus… det var jo dig, der gjorde det!