Jeg har brug for dig, Gud

Ja, sådan var det.

Gud var ikke væk… Min tørst var bare så uendelig stor…

Jeg havde læst ordet… men det mættede mig ikke…

Jeg knælede ned… i tårer bad jeg det, som jeg mærkede i mit hjerte: Jesus, jeg har brug for, at du betjener mig!

Og pris Gud! Det var jo derfor Jesus kom! Og i det øjeblik tog han mig derhen, hvor jeg virkelig bemærkede mit behov for ham. Min længsel var ikke at få noget, for at give det videre… Min længsel var HAM! Jeg kom ikke for at blive rustet til min tjeneste – jeg kom for at blive betjent!

Jesus alene! HAM!

Jeg vidste, at når han mættede mig med HAM… så ville jeg selvfølgelig give det videre, ja, jeg ville ikke kunne andet… men det var så underordnet mine længsler… Det eneste jeg mærkede, var min længsel… min afmagt… min afhængighed…

Jeg bad, at Gud ville tage min menneskelige afmagt væk for altid, og at jeg bare måtte være i hans styrke… og i samme øjeblik vidste jeg, at det ville han ikke give mig…

Min tørst og min afhængighed er mine stærkeste synapser for kobling med himmelens Gud! Min tomhed åbner mig op for hans åbenbaring. Min magtesløshed giver plads for hans styrke.

Jeg blev fyldt… til overflod… for den dag: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”, “For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,9.10).

Sangen kom ind i mit sind: It’s me, it’s me, it’s me o Lord, standing in the need of prayer…

… sådan vil det altid være…