Jeg tog en livline til mig i forhold til døden

Hun fortalte om, hvordan Guds ord var friskt for hende. Hun delte nogle livliner, som havde konkret betydning i hendes liv.

Ja, livet var ikke bare let. Hun havde mistet. Først sin mor. Senere sin far. Det gjorde ondt. Og jeg kunne mærke hendes smerte indeni mig. Ja, ikke bare hendes… men også den lod, som er min. En dag at miste min mor… alderdommens overgang til den hvile, som også er en fred – det næste er jo opstandelsen til evigheden med Jesus! Men… det gør jo ondt… at være tilbage… uden…

Hun havde fundet en livline – og jeg tog den til mig:

“Min far og mor har forladt mig,
men Herren tager mig til sig.”
(Sl 27,10)

Verset blev nyt og friskt for mig den aften. Ja, det var, som om jeg ikke havde læst det vers før – nu er det streget under i min bibel, og ved siden af det har jeg skrevet “ved død”.

Sådan var livlinen nemlig blevet for hende: Gud tog sig af hende, som den himmelske far, han er – nu, hvor hun ikke havde sine jordiske forældre mere… Ja, Gud måtte tage det ansvar, at være hendes far. Det var et løfte – som blev opfyldt!

Og nu har jeg også den livline. Liv – selv når jeg møder død! Herrens løfte i det vers, som jeg nu personligt har taget til mig. Selvom jeg har mange andre løfter fra ham også… så blev denne livline lige særlig – som en hilsen fra ham til mig igennem en andens vidnesbyrd. Det sted i hans ord kom til mig med hans stemme i det – friskt og nyt!

Tak, Gud! Min himmelske far!