Jeg gik skridtene i tillid til hans løfte

Sådan begyndte det med synd i denne verden: Eva gav slangen sin tillid i stedet for at give sin tillid til Gud. Og jeg tænker, at manglende tillid til Gud er inkluderet i rigtig meget synd…

Pyha, jeg havde haft en nat, hvor nogle bekymringer havde ædt en luns af min søvn… træt og lidt ked af det stod jeg op…

… men heldigvis havde natten ikke været uden Gud! Han gik skam ikke – og for ham og mig er det hele en del af vores fælles mål: Line-vil-gerne-have-(mere)-tillid-til-Gud…

Suk, jeg tænkte, at roderiet ikke havde været, hvis jeg bare baby-trygt i tillid havde givet det hele til Gud: Det har du styr på! Du hjælper mig altid i tide med alt! Men nix – mine tanker ville tænke sig igennem den ugennemsigtige uvished…

Det hjælper nogen gange, når det bliver morgen. Og jeg var sammen med Gud nået frem til dette ene ord med stor glæde: Synd! Det var en synd, at jeg ikke viste Gud tillid, og jeg bare ville selv…

Og det glædelige er, at synd er der en løsning på! Jesus, ja! Og han siger: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Jeg knælede ned med løftet på læberne: Gud, tilgiv mig at jeg ikke viser dig tillid… du må virkelig rense det ud af mig! Lige som du har lovet. Jeg kan ikke selv. Jeg kan maximalt tage imod det med min hjerne – men mine følelser ræser rundt i kroppen. Tag det hele! Rens mig og fyld mig med dig selv.

Jeg rejste mig op… og de næste skridt gik jeg sammen med ham igennem den dag… i tillid til hans løfte!