Guds tillid til mig er større, end min er til ham…

Han havde ellers sagt jeg en hel masse gange – Gud. Hvad jeg har set, jeg har hørt, jeg har lagt mig på sinde, jeg vil komme, jeg vil føre.

Det sidste jeg inkluderede ham, Moses… “Jeg vil sende dig” (2 Mos 3,10). Men det ville Moses ikke…

Han havde ellers lige set noget mirakuløst – en busk med flammer i, som ikke brændte. Der var Gud. Og Gud havde så talt til Moses, om alt det han ville.

Og blandt alle Moses’ indvendinger kom denne: “Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: ‘Herren har ikke vist sig for dig!’ “ (2 Mos 4,1).

Hvor menneskeligt! Gud har virkelig rullet sig ud! Vist sig i busken og sagt alt det, som han, vil gøre – og så er Moses optaget af, om folk vil tro på ham, Moses…

Men historien rammer mig… hvor ofte er jeg ikke lagt mere optaget af min rolle i det hele fremfor af Guds rolle? Og jeg må bare sige: Det går galt.

Hold op – Guds tillid til mig er i grunden lagt større end min tillid er til ham! Ja, det er virkelig skammeligt, når nu tilliden til mig kan ligge på et meget lille sted, hvorimod Gud er som en klippe, al tillid værdig.

Men Gud viser altså tillid til mig og giver mig en ganske, ja, vi kan vel kalde det en krævende rolle… Og hvad gør jeg – jeg er ved at gå ud af mit gode skind over, hvor krævende den rolle er… ingen tillid til instruktøren…

… i stedet for at sige Yes, sir – når du tror, at du får det til med mig i den rolle – fint – så er jeg med på den…

Men jeg har sagt til Gud, at jeg gerne vil vise ham mere tillid – sådan i virkeligheden! … Så… Gud, nu vil jeg takke og prise dig i alle de krævende roller, du giver mig – i stedet for at kværulere (og kigge på al min inkompetence)… Men du må holde mig fast – ellers går det aldrig…

Jeg tror, der ligger en fantastisk rejse foran!