Kærlighedens sprog forstås af alle
Om du kunne alle sprog i verden – ja, og engles med – men ikke kunne kærlighedens sprog, så ville det ikke hjælpe dig meget.
Er det måske ikke smilet i øjnene, som åbner op for relationer? En kærlig handling som gengældes med venskab? Mildhed og tålmodighed som giver en anden mod?
Tiltrækkes vi ikke netop af mennesker, som viser os oprigtig opmærksomhed?
Finder vi ikke netop ro sammen med den, som elsker sig selv og hviler i sig selv uden at skulle demonstrere eller prale for at være noget?
“Kærligheden er tålmodig, og kærligheden er mild,” – Ih, hvor jeg føler mig godt tilpas sammen med dig! Her kan jeg være mig selv, uden at være bange for ikke at være god nok…
“Kærligheden bliver ikke misundelig, den praler ikke og fører sig ikke frem” – Jeg føler mig tryg i at dele mig selv med dig!
“Kærligheden gør ikke noget den ikke kan stå ved” – Din integritet fylder mig med respekt og gør mig tryg.
“Den gør ikke noget for sin egen skyld,
lader sig ikke provokere,
bærer ikke nag,
og fryder sig ikke når der sker noget uretfærdigt,
men glæder sig over sandheden”
– Jeg mærker, din ægte interesse for mig og for andre, og at du virkelig hviler i den, du er, uden i mindste måde at lade dig slå ud af kurs, når du møder, hvordan andre er.
“Kærligheden finder sig i alt, tror alt, håber alt, udholder alt” – Jeg har aldrig mødt så stor en styrke som hos dig!
“Kærligheden holder aldrig op” – Nej, jeg mærker det… og jeg ønsker for altid at være sammen med dig
1 Korintherbrev 13,4-8
(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)