Han kom, fordi du ikke kunne selv

Gud sagde det sådan her til Jeremias: “Jeg er med dig og frelser dig” (Jer 1,8).

Gå ikke klip af hans frelse. Jeg mener, hvis du forsøger at frelse dig selv, så kan han jo ikke frelse dig…

Og? Gælder det mon også i “småting”? I hverdagen?

Jeg tænker på, at småting måske bliver til store ting, når jeg forsøger at klare det selv… Fx bekymringer – de vedrører fremtiden – som jeg ikke har i mine hænder lige nu – men som min hjerne febrilsk kredser rundt om, imens mine følelser eksploderer i min krop… Det “noget”, som ikke er “på plads”, forsøger jeg at få hold på…

Ja… jeg… Men jeg kan ikke… og i min umulige kamp går jeg glip af hans frelse i virkeligheden… Befrielsen nu, hvor jeg får hans hvile…

Jesus kom jo, fordi jeg ikke kan selv – og bekymringer – dem kan jeg ikke bruge til noget: “Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?” (Matt 6,27). Nej, og man får heller ikke bedre søvn af det!

Jesus kom for at tage sig af det… for at frelse os ud af vores bundethed til at ville løse det selv… for at give os et liv, hvor vi kan leve i tillid til ham!

“Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer til tilgift” (vers 33).

Løftet er givet! Han holder, hvad han har lovet! Og jeg vil bøje mig ned og give ham lov! Jeg vil løfte mine hænder i tillid, klar til at modtage det, som han vil give mig!