Livet synes så stærkt – lev det evigt
Når man står med en lille baby i armene, så afhængigt og hjælpeløs barnet end er, så synes livet så stærkt. Dette nye, friske liv. Barnet der vokser sig ind på livet.
Alle livets muligheder er åbne… Paulus bruger ordet at vinde – man kan vinde noget her i livet, ligesom en idrætsmand der vinder guldet. Og vi ønsker, at hvert lille barn skal være en vinder! På de områder som den lille nu må vise sig at have sine evner…
Men at nogen vinder, betyder desværre også at nogen taber… Rigtig mange faktisk. Og Paulus tager os over på den bane, hvor alle vinder! Hvor man ikke dagen efter, at man står på sejrsskammel skal begynde at tænke på at vinde den igen…
“Når der er løb på stadion, så løber alle deltagerne, men der er kun én der vinder guld. I skal sørge for at løbe så det bliver jer der vinder. Idrætsfolk sætter alt andet til side for at komme på førstepladsen. Deres sejrskrans visner, men den vi får, varer evigt” (1 Kor 9,24-25).
Hver lille baby fødes med muligheden for at få det evige liv! Et lille barn – Jesusbarnet – levede og vandt sejr over synd, og alle kan få del i den sejr! Og få det evige liv.
Løb, så I vinder, siger Paulus. Det er et andet løb, men alligevel med paralleller til idrætsmanden, som har et fokus, hvor han sætter alt andet til side, for det, der er vigtigst. “Jeg løber direkte mod målet og bokser ikke planløst ud i luften,” fortsætter Paulus.
Og et liv med fokus er stærkt!
Næste gang du står med et barn i favnen – så tænk på, at det kan vinde det evige liv! Tænk på det næste gang, du ser dig selv i spejlet: Du kan vinde det evige liv! Og det kræver kun en ting: Hold fokus på Jesus – for han har allerede vundet det til dig!