Alt i hende skreg – kan du elske hende?

Jeg tror, at alt skreg indeni hende.

Hun kom i kirken. Nydelig. Smilende. Udenpå. Indeni hang alt i laser. Svigt af mennesker. Hendes egne svigt.

Hvad kunne kirken tilbyde hende? Ingenting, tænkte hun. Og Gud? Ingenting.

Og her står vi velmenende kristne tilbage… Hjælp! Hvad kan vi gøre for hende?

Jeg finder ét svar i Bibelen: Vi kan elske hende! Som hun er.

Hun har brug for at blive set, som hun er! Og dernæst at se Kristus, som han er!

Hun har jo oplevet dette: “Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8) – de sagde, at de kendte Gud – men hun oplevede ikke at de så hende… Kun den nydelige, smilende… ikke alt det, som gjorde ondt indeni… så måske kendte de ikke Gud… og hvorfor komme et sted, hvor Gud alligevel ikke er…?

Hallo – synd er jo en del af ligningen! “Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder” (vers 10). Wau! Alt i hende møder én ting fra ham: Kærlighed! Alt i os møder én ting fra ham: Kærlighed!

Og så siger teksten videre: “Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden” (vers 11).

Hjælp! På den måde? Må jeg give noget af mig selv, for at elske en anden? Må noget af mit eget dø, for at elske en anden? … Du kender svaret…

… skal vi også være ærlige sammen: Vi kan ikke elske på den måde! Vi kan ikke elske hende… lige pludselig svigter vi, fordi vores eget fylder…

Hjælp Gud! Virkelig hjælp. Bunden er nået. Vi ser det: vi kan ikke uden dig: “Vi elsker, fordi han elskede os først” (vers 19). Elsk mig rigtig meget, Gud. Elsk mig! Elsk mig! Elsk mig – så jeg kan elske hende! For “Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder” (21).

Gud, se mig, som jeg er. Lad mig se dig, som du er… og lad mig dernæst se andre, som du ser dem!