Han kom – han døde – han sejrede!

Jesus kom. For at dø.

Det er i sig selv ret vildt. Hvem vil frivilligt tage et sted hen – for at dø?

Jo, vi kender godt historien – hans død betyder, at vi får liv. Frelsen. Vi sættes fri af syndens løn og konsekvens. Han kom, fordi han elskede – han kunne ikke andet – verdenshistoriens største frieri: Vil du ha’ mig? Vil du leve evigheden sammen med mig? … Også en ret vild beretning!

Men hvad betyder det for mig i mit liv som kristen, at han kom, døde og sejrede?

Det rammer mit sind, at sejr vist er noget andet, end hvad jeg med min naturlige menneskelige tilgang ville tænke. Det er en sejr, hvor man giver slip på kampen for at vinde… og så i stedet “bare” står på det, som er sandt og rigtigt – og så tager Gud sig af resten…

Når en sejr kan gå igennem døden… Så lever man for noget, som er større end livet. Så er intet på en måde “farligt”. Ja, alt muligt kan i grunden ramme mit liv – hvis blot jeg lever med Gud som udgangspunktet, afsættet, min ven og min afhængighed, min garant og mit første og største – så bliver alt det andet, som rammer, mindre vigtigt.

Det er faktisk også ret vildt. Men når døden er overvundet – hvad betyder det så i grunden, om jeg må være død – en tid…? Ingenting.

Barnet blev født. Han døde, men “han kunne umuligt holdes fast af døden” (ApG 2,24).

Og fordi det er sådan – er mit liv for altid blevet et andet! Jeg kan leve – og fritages for min naturlige frygt for døden. Jeg kan leve – og sejre uden at kæmpe. Jeg kan leve – som elsket – ja, og så bliver alt andet virkeligt underlagt glædens, fredens og frihedens herredømme i ham!