INGENTING kan skille dig fra Guds kærlighed
Skønne, skønne ord – læs dem langsomt sammen med mig:
“Jeg er nemlig sikker på at ingenting kan skille os fra den kærlighed Gud viser os gennem Jesus Kristus” (Rom 8,38).
Absolut ingenting. Så – hvad du end står i, i dit liv, så er der ikke noget som helst af det, som kan skille dig fra Guds kærlighed.
Og Paulus fortsætter – “Hverken”:
“død eller liv” … så der hvor jeg møder den største smerte, når jeg mister en, jeg elsker – så vil Gud komme og vise mig, at han elsker mig.
“engle eller universets magter” … ikke det, som synes så meget større end mig, at det nærmest kan indeslutte og indespærre mig – så vil Guds kærlighed nå mig!
“noget i nutiden” – ikke det, som jeg ikke rummer lige nu – Guds kærlighed favner mig.
“eller noget i fremtiden” – ikke det, som jeg frygter vil knuse mig – Guds kærlighed er større end det! Og jeg får livet – som elsket!
“ingen kræfter” – ikke engang kræfter, som kan rode rundt indeni mig, kan skille mig fra Guds enorme kærlighed.
“eller noget i den højeste himmel” – nej, skulle der være nogen ved universets yderste kant, som vil mig ondt – så er jeg beskyttet af Guds kærlighed.
“eller den dybeste afgrund” – alle onde engle må bøje sig for, hvad Gud beslutter i sin kærlighed i forhold til mig.
“eller nogen skabning overhovedet” – selv mennesker, som er tæt på mig – med mindre pæne tanker om mit værd – får ingen stemme, når Gud taler i sin kærlighed.
Du, Guds elskede, hvil i hans kærlighed. Sug den ind. Lad din jubel udspringe af den. Din blomstring stråle af den.
Det, som virkelig betyder noget her i livet, er, at du er elsket af ham!
(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)