Stå ved graven med håb!

Du er der på kirkegården. To mennesker er ved at blive begravet. Se de to for dig.

Ved den ene grav forventer man ikke nogensinde at se hinanden igen. Sorgen er ubærlig. Alt er slut.

Ved den anden grav lever man i løftet om opstandelsen. Man tror på, at man skal se sine kære igen – at døden kun er som en søvn. Sorgen gør ondt, men der er håb. Dette er ikke enden.

På en måde er begge scenarier sande… for den, der ikke tager imod livets Gud, kommer ikke til at opleve evigheden – og derfor er dette liv det, som er. Men for den, der tager imod Gud, så kommer det evige liv til sin tid.

Hvilken af de to scenarier vil du helst leve i?

“Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb” (1 Thess 4,13). Vi, der ved og har taget imod. De andre, som ikke har noget håb. To muligheder.

“For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham” (vers 14).

Det kommer til at ske en dag! Fantastisk! Døden er ikke afslutningen – livet her er blot afsættet for det egentlige: Det evige liv med Kristus!

Og det som står i dette vers gælder ikke blot ved graven… Nej, når vi tror – vil Gud føre. Når du tror på ham, vil han føre dig igennem livet – lige indtil den grav, som blot er en hvileplads til opstandelsens morgen.

Vær ikke tilfreds med et liv mærket af død. Tag imod ham – og oplev allerede nu liv i livet, som du ikke havde drømt om. Tag imod ham og det evige liv med ham!