Sandheden om mig og om ham
Gad vide om jeg kan sige det sådan her: Mennesker, der bare er optaget af sig selv, har ikke et sandt billede af verden. Egentlig synes jeg, det giver meget god mening. Kender du ikke typen, som er vældig optaget af sig selv, som roser egne bedrifter og måske i tillæg ser lidt ned på andre? Man oplever tydeligt, at de mangler nogle perspektiver…
Jeg finder denne formulering hos Paulus: “De der kun tænker på sig selv, som nægter at bøje sig for sandheden og i stedet gør det der er ondt” (Rom 2,8).
Og et andet sted: “De trodsige og gudløse mennesker der undertrykker sandheden fordi de ikke følger Gud” (Rom 1,18). Ja, det giver også mening… Jesus siger om sig selv: “Jeg er vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6), hvis man ikke vil Jesus, så er der noget sandhed, man mangler i sit liv.
Nåh, så det at vælge Jesus til, at være kristen – det løser det: Så har man Jesus, sandheden og er et godt menneske?
Ja, for så vidt – men der er nogle vigtige mellemregninger, som kommer her:
“Ingen er som Gud vil havde det,
ikke en eneste.
Ingen forstår noget som helst,
ingen søger Gud.
Alle har vendt sig fra ham og er kommet på afveje.
Ingen gør noget godt,
ikke en eneste.”
(Rom 3,10-12).
Så sandheden er – at alle mennesker, kristne som ikke-kristne er i en håbløs tilstand – langt væk fra Gud. De har alle sig selv i centrum – og har dermed ikke et sandt billede af verden. De gør ikke godt, er ikke gode mennesker.
MEN (heldigvis kommer der et “men”) – Gud kan forvandle ethvert menneske indefra. Ved at Kristus ved Ånden bor i det menneske. Som Paulus fortæller om sit personlige liv: “Jeg er korsfæstet sammen med Kristus, og derfor er det ikke længere mig der lever, men Kristus der lever i mig” (Gal 2,20).
Så sandheden er – at det handler ikke om, at jeg bliver god… det handler om, at Kristus lever i mig! JEG er stadig optaget af mig, roser egne bedrifter og ser lidt ned på andre…
Åh, min elskede Jesus… det er sådan – og jeg har sådan brug for dig, at du sætter mig fri! Tak, at du har lovet, at det vil du!
“Hvis sønnen gør jer fri, så vil I virkelig blive frie,” “I vil lære sandheden at kende, og sandheden vil gøre jer fri” (Joh 8,36.32).
Det er sandheden om mig og sandheden om ham… Og der begynder al frigørelse!
(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)