Oplev miraklet hver dag!
Var du med mig i går? Det var en lille historie om en skøn oplevelse: Gud så mig! Det føltes så tydeligt, så mirakuløst.
Her, dagen efter, har jeg lyst at stille spørgsmålet: Kan det ske hver dag? Er Gud klar til at folde mirakler ud hver dag? Kan jeg få så tydelig oplevelser af ham hver dag?
Jeg stillede mig selv de spørgsmål en dag… i min længsel efter mere af Gud! Og svaret kom i mit sind med det samme: JA, jeg kan mærke og opleve Gud hver eneste dag! Mange gange om dagen om det skal være…
Ved du, hvorfor jeg ved det? Det er den simple historie om mad. Jesus siger om sig selv: “Jeg er livets brød” (Joh 6,35). Og har jeg måske ikke brug for at spise hver dag? Flere gange om dagen?
Og når jeg læser historien om ørkenvandringen, så kom der også manna fra himlen hver dag: “Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise” (2 Mos 16,21). (Dog holdt de sabbatten fri – men det er en anden historie). Og manna – ned fra himlen – det var da et mirakel!
Gud vil møde mig hver dag! Han ønsker nærhed med mig hver dag! Og at Gud åbenbarer sig for mig, et menneske, det er mirakuløst!
Og – Gud ønsker det – jeg ønsker det! Jeg vil simpelt hen gå til ham hver dag… lytte… stille mine spørgsmål… vente på svar… være sammen med ham… spørge ham, hvad han vil tale om… takke ham…
Ja, og mit vidnesbyrd er, at mit liv består af mirakel efter mirakel… eller måske er det et langt mirakel: For Gud er her!
Og så vil jeg gerne slutte af med at dele dette løfte: “I det samme jublede Jesus i Helligånden og sagde: ‘Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje’ “ (Luk 10,21).
De umyndige – det er børnene… dem, som ikke selv kan… Gud længes efter at åbenbare sig for dig! Det kræver ikke, at du kan noget – tag blot imod indbydelsen og kom til ham – så vil han åbenbare sig for dig! Hver dag!