Nok af alt, altid på alle måder
Tænk at være totalt tom inden i, og så høre Jesus sige dette til dig: “Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt” (2 Kor 9,8).
Sådan indledte jeg en videoandagt til Dagens Bibelord den 3. oktober. Jeg havde en lille seddel med skriftstedet med mig, og på vej hen til stedet, hvor vi optog videoen, trænede jeg på ordene, så jeg kunne citere dem udenad til optagelsen.
Næste morgen høstede jeg en ekstra gevinst – ordene var stadig i mit sind. Glæde fyldte mig – jeg stod op til en dag, hvor Gud ville give mig al nåde – i rigt mål! Al nåde… intet udeladt, jeg savner intet… som en flod af kærlighed, uden at jeg skal fortjene noget som helst, gennemstrømmer Gud mit liv med sig selv i dag…
Altid… i alle måder… nok af alt… Åh, min elskede Jesus! Du er her! Virkelig, med alt, hvad jeg har brug for… Til alt, hvad jeg måtte møde i dag…
Og denne dag kan jeg møde og leve med en rigdom af overflod, som jeg kan dele med andre… Jesus, jeg elsker det! Jeg glæder mig virkelig til, hvad og hvem du vil lede mig til i dag…
Det er simpelt hen et vers pakket med Jesus! Han giver dig så rigeligt! Mere end du kan rumme – overflod til at give andre…
Lægger vi også mærke til konteksten, som Paulus skriver disse ord i, så handler det om en indsamling til nogen, som ikke har (2 Kor 8,6.10; 9,1). Og jeg nævner det for at slå helt fast, at løfterne om det, Gud giver os, rører både vores åndelige, mentale liv – men også et fysisk konkret liv. For ham er det to sider af samme sag… det handler jo om os… og at han elsker os så meget, at han altid, på alle måder møder alle vores behov. Og altid – for at vi skal dele det med andre! Velsignet for at være til velsignelse (1 Mos 12,2).