Jeg ved, det handler om glæde!
Og det er ellers ikke så lidt!
To begrundelser.
Den første fra Joh 15,11: “Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.”
Den anden fra mit liv: Tusinder erfaringer med Jesus, hvor han fylder mig med glæde! Egentlig ret simpelt – for Jesus er glad! Og sammen med ham bliver jeg glad.
Ja, jeg bliver glad, bare Jesus er her – uden at han i øvrigt har gjort noget som helst. Det kan være den der fornemmelse af, at han ser mig – så, han ved altså, hvad jeg er i – selvom han måske ikke gør noget ved det lige nu. Min fornemmelse af, at han ser mig, får jeg måske, fordi jeg læser hans ord eller fra en strofe i en sang, nogen der siger noget eller noget omkring mig, der minder mig om et eller andet ved ham.
Men jeg bliver også glad, fordi Jesus gør noget! Fx beder jeg sammen med en anden kvinde om, at en tredje kvinde må få energi til at komme til vores kvindemøde. Og så kommer hun! Og hun fortæller, at hun egentlig havde tænkt, at hun ikke orkede, men så tænkte hun alligevel pludselig, at det nok ville gå – og nu er hun så glad for, at hun er kommet. Det er jo et bønnesvar! Tak, Jesus!
Så glæden er også en vigtig parameter for mig, når jeg skal finde ud af, om noget er Guds idé eller menneskers idé. Hvis jeg skal tage stilling til, om jeg skal involvere mig i noget, så mærker jeg også efter, om det vil være noget, som jeg kan gøre med glæde, som vil fylde mig med glæde, hvor glæde vil flyde over til andre – samtidig med at jeg beder om, at Gud vil lede mig. Og ja, det er også sket, at Gud viste mig, at jeg skulle noget – og gav mig glæde ved den ting, selvom jeg ikke havde det i forvejen.
Jeg elsker disse vers: “For Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.” Og “håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!” (Rom 14,17; 15,13).
Og det er min bøn for dig… Kære Jesus, lad hende/ham som læser nu, fyldes af din glæde, så hendes/hans glæde bliver fuldkommen – kun du ved, hvad det betyder i hendes/hans liv! Giv ham/hende masser af glæde i troen! Tak, Jesus – tak, at du også nu, gør langt ud over, hvad vi beder om eller forstår.