Det, der betyder noget for dig – betyder noget for Gud!
Se lige på historiens store scene udefra et øjeblik. Øjeblikket, hvor Gud selv, Jesus er kommet til denne jord. Han er ikke et lille barn mere, men en voksen mand. Han er klar over sit kald og sin mission i denne verden – og tiden er kommet for, at begynde denne tjeneste.
Så ok – hvilken Gud er det så, du ser? Hvad er det, at Gud vil vise dig gennem sin tilstedeværelse i denne verden?
Du ser, at Jesus er til bryllup. Sammen med sine disciple. Nogen har omhyggeligt forberedt alt til festen. Men én ting er gået galt i planlægningen – der er ikke indkøbt nok vin! Uha. Pinligt.
Jesu mor er med. Og hun fortæller Jesus om problemet. Men Jesus svarer: “Hvad kommer det os ved? Min tid er ikke kommet endnu” (Joh 2,4). Åh. Planen er en anden. Mangel på vin hører ikke ind under Guds store hjælpepakke og redningsplan. Og timingen for Jesu guddommelige aktiviteter er i al fald en anden.
Men Maria siger alligevel til tjenerne: “Bare gør hvad Jesus fortæller jer” (vers 5). Det er tro. Det er tillid. Hun kender sin søn.
Historien, som du ser den, tager en kæmpe drejning: Jesus forvandler vand til vin! Den bedste vin nogensinde! Og det er det første mirakel, han gør! (Vers 11).
Sådan – nu har du fået det første møde med Jesus i hans tjeneste! Wau…
Det fortæller mig, at Jesus berøres af mit behov. Jesus reagerer, når jeg giver ham min tillid. Gud er en Gud, hvor mennesker er vigtigere end en plan. Intet er for småt for ham – det, som betyder noget for mig, betyder noget for ham. Jesus elsker – og det var det, han kom for at vise! Kærlighed i virkeligheden – og det fletter sig lige ind i min virkelige verden, mine behov, ønsker og drømme, udfordringer, muligheder og sorger. Elsket gennem alt! Gud er til stede og bryder sig om alt mit!
(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)
2 kommentarer
Dorthe Pedersen
Af hjertet TAK for disse ord…
Line
Velbekomme, Dorthe – ønsker dig Guds velsignelse!