Du får – hvad du har brug for!
Den overskrift er faktisk ret fantastisk! Ja, for det er slet ikke altid det, vi har brug for, vi beder om…
Fx kom der nogle mænd med en lam mand til Jesus på en båre. De ønskede, at Jesus skulle helbrede manden, så han kunne gå igen. Men da manden hænger der på båren foran Jesus, så fokuserer Jesus på mandens synder, og Jesus giver ham først og fremmest tilgivelse – og ja, sammen med det helbredelse, så han igen kunne gå. (Mark 2,1-12).
Sådan! Ja, for Jesus så, at det var det, manden havde allermest brug for. At blive helbredt på sjælen.
Hvad ville det hjælpe ham at kunne gå på sine ben, hvis han var nedbøjet i sjælen? Jesus gav ham nåde til også at leve! Jesus satte ham fri fra de synder, som havde bragt ham til det sted, hvor han var i dag. Han fik en fremtid, sat fri af sin fortid.
Tænk på det, når du beder… Jesus vil besvare dine bønner med det, du virkelig har brug for! Det er måske noget andet end det, du beder om. Vejen dertil er måske en anden end den, du forestiller dig. Tidsperspektivet er måske anderledes end det, du havde tænkt.
Men drop alt dit… og tag imod hans! Han elsker dig så højt – og det bedste er på vej!