Gå ikke til i selvmedlidenhed

Kong Saul gik til i selvmedlidenhed, muligvis m.m.

Jeg kom til at tænke på ham en dag i sommerferien, hvor jeg var ude at gå tur i de schweiziske alper. Jeg havde netop frydet mig over et par musvåger, som cirklede rundt lige uden for “vores” hus. Jeg mærkede glæden over at se de smukke rovfugle.

Mine øjne faldt på alpeblomsterne langs stien, sommerfuglene som flagrede rundt, de statelige træer, og jeg tænkte: Hvor er der dog meget at lære her! Navne på det ene og det andet, adfærd og vækst, hvor de forskellige dyr og planter findes… Og jeg mærkede endnu mere glæde. Det var som en forsmag på himlen… jeg ved nok, hvad jeg skal bruge himlen på… der er bare uendelig meget at optages af, at betragte og fryde sig over… Og jeg er altså begyndt med at koncentrere mig om fuglene… og jeg betages af min forunderlige skaber, som har skabt alt dette, fordi han elsker mig, og elsker at fryde mig!

Og ja, så tænkte jeg på, at når vi er optaget af at sanse og fordybe os i Guds skaberværk, så er det et værn mod, at vores egne sind løber vild i ikke-frugtbare tanker… Virkelig! For med sådan en signatur af en skaber, som elsker – så kan menneskelig melankoli og selvoptagethed bare fordampe…

Metoden blev faktisk forsøgt overfor Saul, hvor David spillede den skønneste musik for at lindre Sauls afsindige hjerne… (1 Sam 16,14-23). Men det virkede ikke… i længden…

Men jeg har valgt, at det skal virke i mit liv! Når tunge tanker kommer, så vil jeg kigge på ham og på hans i stedet for på mig og på mit. Så vil jeg se på hans kærlighed i stedet for på min ynkelighed.

“Himlen fortæller om Guds herlighed” (Sl 19,1).

Gud, fem sanseindgange har du givet mig… giv mig nåde til at opleve din kærlighed til mig igennem dem! Lad ikke syndens rod i mig vokse op og kvæle dem… Nej, hjælp mig til at give dig opmærksomhed som respons på alle disse indtryk… så de vokser sig stærke og må styrke mit sind og løfte det op til at frydes over din kærlighed!