Dæmonerne bad – Jesus gik med til det

Ja, jeg har i grunden altid undret mig over det… Jesus er ved at sende dæmonerne ud af en besat mand, og så fortæller historien: “Der gik en flok svin og rodede efter mad oppe på bjergskråningen, og dæmonerne bad om at blive sendt over i dem. Det gik Jesus med til, og så fór dæmonerne ud af manden og over i svinene, men hele flokken styrtede ud over skrænten og druknede i søen” (Luk 8,32).

Hmm… Jesus gik med til det, som dæmonerne bad om. Hvorfor?

Hmm… Var der ikke altid en højere mening med det, som Jesus gjorde?

Hmm… Var der nogen grund til at Jesus skulle imødekomme dæmonerne? Være god ved dem?

Og nu til et virkelig radikalt spørgsmål: Elsker Jesus dæmonerne? … Uha… det skærer næsten lidt i mig at skrive det… kontrasten er så stor… men så ved eftertanke…

… dæmoner er jo faldne engle. Skønne skabninger, som Gud elsker højt. Der var engang oprør i himlen… og 1/3 af englene fulgte den store oprører, djævelen, Satan… 2/3 af englene fulgte Gud. Og de samlede 3/3 var jo venner! Gik sammen. Sang sammen, tjente sammen, frydede sig over Gud sammen… indtil dette skete… Så kom der uro og kamp…

Noget sker på en større scene… Noget som også englene oplever og ja, de (ikke faldne) styrkes i deres tillid og kærlighed til Gud… Og Jesus gør altid ting ud fra, hvordan Gud er…

Jeg behøver ikke forstå det hele… men, jeg kan godt fascineres… Her er noget, som er langt større end mig!

(Bibelteksten er fra De Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)