Jeg opgiver mig selv – og bliver passioneret!

Åh, det er da stærke ord… ligefrem at opgive mig selv… Kan det være svaret på noget som helst…? Løsningen på livet?

Hvis jeg føler en tristhed eller en byrde, når jeg vågner… hjælper det så at opgive mig selv?

Eller er det noget livskuende…? Nej, det er umuligt… for Jesus er jo selve livet – så livet kues ikke i selskab med ham…

Teksten står sådan her: “Hvis nogen vil slutte sig til mig, må han opgive sig selv. Hver dag skal han tage sit kors op og være parat til at gå i døden med mig” (Luk 9,23).

Teksten giver ligesom kun mening, hvis jeg læser den virkelig radikalt: Den, der er død, føler ikke smerte. For den, der har opgivet, er kampen slut. Så at opgive mig selv… er måske at give slip på alt mit… lort… kan jeg måske sige, undskyld mit direkte sprog… Men er det i grunden ikke det, det handler om…? At blive klar til at tage imod HAM, som er så meget mere… uden selv at stå i vejen…

… og jeg står i vejen! JEG – står i vejen… JEG kæmper… At opgive kampen er at mærke hvilen…

Men så – at tage et kors op og være parat til døden… Det lyder ikke rart??? Man kunne også sige, at det lyder radikalt! Og så lyder det faktisk stærkt. Der er noget passioneret over det – parat til at gå i døden – så er man ikke i tvivl om, hvad man står for. Så lever man for noget, der virkelig gør forskel. … Og lige pludselig rejser meningen sig op over mig…

Meningen med livet… er langt større end mit lille liv… Og sammen med Kristus løftes jeg op – over tristheden og byrderne – for jeg er som en død overfor den slags… Kristus lever i mig – og i virkeligheden er det ham, som møder korset… Alt mit er med ham!

(Bibelteksten er fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)