Et øjeblik – og vi mødtes

Bare så kort var jeg lige præcis der. Bare så kort kom hun lige præcis der. Vi mødtes. Vi favnede hinanden. Vi oplevede glæden over at ses. Tårerne strømmede over den ubærlige smerte i dødens forgård. Vi mærkede ham!

Ham, som velsignede os og gav os lige præcis det øjeblik. Ham, som kendte min plan og hendes plan. Ham, der vidste, at det ville gøre os godt at favne.

Han ser alle tårerne. Han ser al smerten. Han giver os måske ikke svaret på hvorfor – ja, det er nok i virkeligheden sjældent… Han giver os heller ikke løsningerne på morgendagens udfordringer…

Men i et øjeblik er det som om himlen åbnes, og vi får lov at opleve, at han er her! At han ser!

Hans styrke flyder ligesom ind i os. Hans kærlighed favner os. Og vi får styrke til at gå det næste skridt – hvor vaklende det end måtte føles. Fordi Gud er! Og fordi vi mærker, at han ser os!

En dag var en kvinde i nød. Hendes liv var en gordisk knude uden løsninger. Hun var alene. Og der mødte Gud hende, og Hagars liv blev berørt af ham: “Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, ‘Du er en Gud, der ser’. For hun tænkte: ‘Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?’ “ (1 Mos 16,15).

Alene… ja, vi kan være så alene med det store og voldsomme – for ingen anden end os selv kan gå skridtene… Men så velsigner Gud os pludselig med bevidstheden om, at han ser – og så bliver skridtene anderledes…

Husk disse øjeblikke! Gem dem som de dyrebareste perler! Gud elsker dig!