En andagtsstund fuld af liv

Hvad er værre, en at have en kedelige andagtsstund? At hans ord ligesom er tørt og kedeligt og ikke rigtig siger en noget. At det overhovedet ikke er livgivende. Hvis man totalt mangler fornemmelse af, at han er der.

OK, Gud, jeg kommer for at få noget fra dig! (Eller gør jeg egentlig ikke… er jeg lige nu bare i gang med en vane, eller hastværk, noget, som lige skal overstås…) OK, Gud, jeg kommer faktisk for at få noget fra dig! Også selvom mit sind og mit krop forsøger at ræse videre med en travl dag… Gud, jeg evner faktisk ikke at stoppe op, hvis ikke du hjælper mig… med ro i sindet til virkelig at stoppe op her sammen med dig…

Jeg er her, Gud!

Og Gud er her… lige ud af siderne, hvor salme 92 står, og som jeg er ved at lære udenad: “du salver mig med den friske olie” (vers 11), læser jeg… Ja, kære Gud, det er netop det, jeg ønsker mig… en friskhed i min andagtsstund… hver dag… at jeg mærker nyt liv fra dig… ny glæde… nyt styrke… at du fylder mig med Helligånden på ny – ligesom den friske olie… Og du gør jo det – løftet ligger i dit ord!

… “de er plantet i Herrens tempel” (vers 14) – åh, Gud, det er jo mig! Jeg er plantet der, hvor du er… åh, hvor er det skønt… jeg skal ikke gå nogle steder hen… for du har taget mig ind, hvor du er… Helt nær med dig. Åh, hvor jeg elsker det… det er jo her jeg fyldes… med glæde og liv… med alt, hvad jeg har brug for, for at leve livet denne dag…

Sikke en skøn andagtsstund! Jeg er fuld af tak og pris til ham. Han er skøn. Da jeg tyggede på hans ord – så lod han livet flyde ud af det ved sin Ånds oversættelse og ind i mit liv – til liv! Og… det må jeg bare fortælle dig… Tyg hans ord! Der er liv i det!